Mit Eye-Q forsøg er trådt lidt i baggrunden. Desværre!
Det viser sig at Fredericia Kommune har vurderet at jeg har det ALT FOR GODT! I hvert fald har jeg fået meldingen at jeg fra 1. juli mister min støtte fra Asgaard og i stedet overgår til kommunens eget regi, som kun yder praktisk hjælp, ingen social hjælp og ingen samtaler, hvilket er ca 80% af mit behov! Det er skræmmende at jeg nu skal se alt det jeg har bygget op over de sidste 10 år forsvinde mellem fingrene på mig, fordi de selv mener de kan varetage min støtte. Jeg har ikke hørt et pip fra kommunen i alle de år jeg har boet her, ikke engang deres årlige opfølgninger på mit arbejde har de kunne varetage (har haft 3 på 7 år!)
Jeg kan ikke klare mig uden ugentlig støtte. Bliver jeg tvunget til det ender jeg enten på institution igen eller også tager kaos og depressioner så meget over igen så jeg gør en ende på det. Og jeg ved godt at de skal spare penge, men hvor mange penge tror de de sparer når jeg om nogle år skal på institution???
Selv mine foredrag, som betyder så meget for mig og igennem hvilke jeg identificerer mig mere end noget andet, mister jeg. Det vigtigste i mit liv! Pist væk!
Jeg syntes det er hårdt at leve med et handicap. At vide, hver dag at man i samfundets øjne ikke er god nok, og er til besvær. Det er endnu hårdere at skulle leve med depressioner, som vi ikke kan behandle medicinsk fordi jeg ikke kan tåle nogle at de typer medicin jeg har prøvet endnu. Det er svært at være pensionist og skulle få pengene til at slå til, og ikke kunne tjene flere uden at skulle blive trukket i tilskud. Med ud over at jeg dagligt skal leve med disse udfordringer syntes Fredericia Kommune altså at jeg skal gøre det uden ordentlig støtte.
Hvem end der bestemmer i Fredericia: SKAM JER!
Vi anker selvfølgelig sagen. Men umiddelbart ser det ikke lyst ud.
Syntes jeg mærker en forbedring af mit humør, hvilket bestemt ikke skyldes medicin, da jeg pt er ved at skifte (igen, igen) Håber at denne humør stigning ikke er indbildning og fortsætter når jeg sikkert skal skifte medicin igen inden længe. :-/
En god ven har efter at have hørt om mine mange problemer med at finde det rette medicin, foreslået mig at begynde at tage Eye q, fiskeolie tabletter, som åbenbart indeholder mere Omega 6 end de fleste andre fiskeolier. Skeptisk overfor “mirakelkure” som jeg er, ved jeg ikke rigtig om jeg tør lade mig selv håbe på en mærkbar effekt, men i og med at det er et kosttilskud, er det værste der kan ske jo at der ikke sker noget, så i den ånd at det må være forsøget værd er jeg så startet. Tager 3 kapsler morgen og aften. Tog de første 3 fredag aften, efter at have været oppe hos vennen (i forgårs)
Jeg vil prøve at dokumentere effekten af dette forsøg, såfremt der er en, på denne blog.
Så er jeg tilbage, efter en laaaang blog-pause. Der er sket meget i mit liv og andre ting har været vigtigere, eller i hvert fald taget så meget af min opmærksomhed, at bloggen i en tid måtte vente.
Hvor skal man så starte? Med det vigtigste først, vel.
Thomas, min dejlige (og første) kæreste gennem over et år, og jeg besluttede os for at gå fra hinanden. Det var en fælles beslutning, baseret på forskellige liv og livsstile, forskellige mål og drømme. Og vi var heldigvis begge i stand til at se disse forskelligheder og slutte det, inden bitterhed og vrede fik overtaget, så vi skiltes som venner og vil forblive sådan.
Når det så er sagt så er dette et meget sårbart område for mig. Jeg har været sammen med fyre før Thomas og har i mange år ønsket mig en kæreste, men Thomas var den første der kunne se forbi den der lille detalje med asperger syndromet, som jeg jo syntes er en del af min personlighed, der gør mig til noget særligt, men som mænd åbenbart syntes er et stort problem. Efter at have hørt sætningen:”Vil ikke være kæreste med sådan en som dig”, fra en del fyre, inklusiv et par stykker der selv havde aspergers, begynder man at opgive håbet. Og så dukkede Thomas op, som syntes at mit AS var sejt og at jeg var noget særligt. Og nu er han så væk. Så jeg kan ikke se bort fra at jeg er meget ked af det og fortvivlet over at den drøm, jeg troede var gået i opfyldelse, alligevel ikke bliver til noget. Måske er der en derude til mig. Lige nu tvivler jeg. Måske er der en der er mand nok til at klare en pige der ikke er perfekt (og som i øvrigt sikkert er lige så klog, eller klogere end ham selv) men, igen… jeg tvivler. Bitter? Ja, lidt. Men måske når det hele kommer lidt på afstand får jeg lidt håb for fremtiden tilbage…
På den positive side, kan jeg fortælle at jeg lige inden hele Thomas episoden, måtte skifte medicin. Normalt hører medicin skift ikke til under positive ting. Det er som regel et sandt helvede: Først skal kroppen vænne sig til ikke at få det gamle og så skal det nye til at virke. Men ikke denne gang: Det var slemt (meget slemt, syntes jeg) i en uge, og derefter… Ja, jeg bruger normalt ikke så store ord men mirakelmiddel er vist ikke at overdrive!
Jeg har taget cymbalta i 3 år eller deromkring, mod mine tendenser til at få depressioner. Og det virkede godt i ca. halvandet år. Efterfølgende er bivirkningerne blevet værre og virkningen mindre. ØV! Til sidst tog jeg det op med min læge og han satte mit fluks på valdoxan, et helt nyt middel, som IKKE hører ind under SSRI-gruppen, som jo er de traditionelle anti-depressive midler. Inden for den første uge, mærkede jeg massiv forskel, og måtte da også halvere dosis da jeg blev en anelse manisk. Det er der styr på nu. Her er en liste over hvad jeg har oplevet i forbindelse med at droppe SSRI medicin og starte på valdoxan:
- Overvægt: Det er jo almindeligt kendt at man tager på af anti-depressiv medicin. Jeg har opdaget på valdoxan at dette skyldes en dæmpen af ens sultfølelse, som jeg på mirakuløs vis har fået tilbage! Alle mine måltider blev inden for mindre end en uge halveret fordi jeg simpelthen var mæt! Og jeg har som følge af dette (og intensiv træning) tabt mig en del. Man ved slet ikke hvor meget man har savnet at være mæt, før man får det tilbage.
- Træthed: Jeg har altid haft stort søvnbehov: 10-12 timer om natten og 2 timer om eftermiddagen. Nu vågner jeg klokken 8 og er super-frisk! Valdoxan gør ens dybe søvn dybere og det gør at man får mere kvalitetssøvn og derfor ikke har brug for så meget. I den måned jeg har taget valdoxan har jeg sovet til middag 2 gange! Det har dog stillet mig overfor et andet problem (luksusproblem) og det er at dagen pludselig er meget lang! Har nogle gange lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal lave i de to timer jeg plejede at sove til middag.
- Øget svedtendens: Det lyder harmløst men jeg var virkelig meget forpint af dette problem. Ved det mindste begyndte jeg at svede, så meget så mit tøj og hår blev vådt. Så på en arbejdsdag som jeg nogle gange startede med en gåtur med hundene, kunne jeg ende med at skulle skifte tøj 3-4 gange! Det var dog mere psykologisk: Følelsen af at føle sig ulækker og lugtende hele tiden. Jeg skammede mig ofte på arbejdet når jeg måtte gå med et håndklæde og tørre sved af hele tiden. Dette er også forsvundet på valdoxan. Jeg sveder selvfølgelig som alle andre når jeg træner. Men jeg kan tage foder ind, uden at svede, vaske op, gå tur med hundene… normale hverdagsting, som ikke længere kræver tøjskift bagefter. Det har så også gjort at jeg er blevet mere energisk! Man har mere lyst til at gøre en indsats på arbejdet når man ikke sejler af sved bagefter!
- Overskud. Se det har også altid været et problem. Få uforudsete hændelser og så kunne jeg ikke klare mere. Det er som om mit hoved er blevet større! Altså ikke fysisk, men som om jeg har fået ekstra lokaler i mit hoved som jeg kan opmagasinere problemerne i uden at de forstyrrer.
Så uden at give mig hen til urealistiske forhåbninger så tror jeg godt jeg kan konkludere at hvis den virkning jeg har nu af valdoxan holder, så er det det bedste og mest virkningsfulde medicin jeg har prøvet!
På bogsiden.. Har haft en del i hovedet og læsningen har haltet lidt. Så let og muntert… Det klarer Terry Pratchett så fint, med sine små Discworld bøger, som ud over at være underholdende, har et alle tiders skævt syn på livet og døden. Lige nu læser jeg Reaper Man, som er 11. bog i Discworld serien men 2 bog om Døden (personen, ikke hændelsen) som er min yndlingskarakter.
Jeg vil slutte her, inden alle minde læsere hopper fra fordi jeg er for kedelig 
Befinder mig nu på 10. døgn i Tolo i Grækenland, hvor Thomas arbejder denne sommer. Her er mellem 30 og 40 grader, så der er ikke problemer med at holde varmen! Tog rejsen til Kastrup samt indtjekning selv, for første gang. Det var en sejr, men også en lang dag: tog hjemmefra kl 23:30 torsdag, skulle flyve kl 06:55 fredag morgen, var i Tolo ved 3-tiden om eftermiddagen! Pokkers DSB og deres dårlige forbindelser.
Thomas og jeg har haft nogle skønne dage. Vi tog til Athen og så Akropolis, i sandhed en af verdens kulturskatte! Vi har været på bådture hvor jeg har lært glæden ved at snorkle! Vi har fået masser af god mad, masser af mygstik og som sidste år er jeg gået en smule amok med souvenirs
Derhjemme bliver kattene godt passet af Vibeke. Godt at jeg klippede Remus inden jeg tog afsted. Ellers var han da gået til af varme.
Glæder mig til at se Eclipse når jeg kommer hjem. Har lige færdig-læst bogen for anden gang og et nu igang med Eldest, del 2 af Eragon serien af Christopher Paolini. Nu tror jeg at jeg vil gå ned til poolen.
Nedenfor ses et billede af The Sleeping Lion som findes i Nafplion.
Så kom tiden, efter to en halv måned, hvor Thomas skulle afsted mod sin sommer destination, Tolo i Grækenland. Selvom jeg først fulgte ham til toget her i eftermiddags er det anderledes end de andre gange han har været hjemmefra. Det er en underlig ensom fornemmelse at vide at han ikke kommer tilbage hertil før efter sommeren. Heldigvis ser jeg ham snart igen, da jeg skal ned og besøge ham. Men lejligheden er altså underligt tom nu. Selv kattene syntes at noget mangler, selvom Remus nyder at jeg nu har hænderne fri til at nusse ham på maven, som det ses på billedet. Den opmæsksomme læser (hvis jeg da har nogle læsere) vil nok lægge mærke til hans øre, som altså endte med, efter 10 uger med blodøre, at blive halveret. Bittert da øret faktisk var helet, dog temmelig knudret og slattent. Men lillebror Ambrosius må have haft ved det endnu engang for jeg stod op en morgen til en lejlighed sprøjtet til med blod (adr!) Øret var revet halvt over så afsted til Super Dyredoktor Anne Kirk, der hovedrystende over “Musens” mange uheld måtte amputere ørespidsen. Det er lavet så fint så man faktisk dårligt lægger mærke til det hvis man ikke ved det.
Glæder mig i øvrigt helt vildt til Twilight film 3. Ja, jeg ved godt at jeg ligger uden for aldersgruppen, men det er en fantastisk serie, så er det sagt.
Bog nyt: fik læst Dresden 12. Fy for den, hvor var den både forfærdelig og fantastisk. Derefter en god engelsk klassiker, Jane Eyre. Og nu Eragon af Paolini.
Så kom Thomas hjem fra Gran Canaria! Det er skønt endelig at kunne være sammen i længere tid, og så endda i mit eget hjem! Men for en der altid har været meget alene er det også svært pludselig at have en omkring sig hele tiden. Ikke at kunne bestemme alting selv, som jeg plejer og at have en anden at tage hensyn til, mht næsten alt. Det er en udfordring, men en jeg gerne tager på mig. Jeg nyder at være sammen med Thomas, at have en at tale med om de små ting i hverdagen. Jeg tror at hvis vi bliver ved med at tale sammen når der er noget der går os på så skal vi nok kunne få det til at fungere.
Kattene er lykkelige for at have Thomas hjemme. Især Ambrosius nyder den ekstra opmærksomhed. Vi kæmper stadig, efter 6 uger, med at få helet Remus’ blodøre. Denne gang ser det ud til at lykkes, selvom jeg tvivler på at han nogensinde får et normalt øre igen. Men hvad, det bliver bare endnu en ting der gør ham til noget særligt.
Thomas og jeg var inde at se Avatar sammen i 3D. Thomas havde aldrig set en 3D film og jeg havde besluttet a den skulle han se i 3D. Det gør så også at jeg nu har set den film 3 gange i biografen! Godt den er ude på dvd nu, ellers blev jeg da ruineret!
Er for en gangs skyld i gang med at læse Dresden Files Er nået til bind 9, White Night. Uha, den er god! Vil prøve at læse noget andet ind imellem den og bind 10. Samtidig er det nyeste bind (nummer 12) på vej fra USA. Yay!
Falsk alarm. Hævelsen i Remus’ øre var brusk og arvæv, så status er at han heler så fint. I dag har han gået uden skærm og på onsdag kan jeg fjerne stingene. Dejligt!
Til gengæld er jeg styrtet på knallerten. Ja, vi er en ynkelig familie!
På bog-fronten: Uha, uha, hvor Dresden Files (Jim Butcher) udvikler sig! Nye personer, nye twists, udvikling at gamle personer og hændelser. Er for nylig blevet færdig med bind 7. Har bind 8 stående og bind 9 – 11 er på vej fra USA. Tror jeg venter med at starte på bind 8 før jeg har de næste. Uha, det er spændende.
Pt læser jeg Kvinden I Buret af Jussi Adler-Olsen, varmt anbefalet af min sviger-veninde Elisabeth, som læste den da hun besøgte Thomas og jeg på Gran Canaria. Jeg læser ellers kun sjældent danske forfattere med Adler-Olsen kunne blive en af undtagelserne til denne “regel”.
Min snart 3-årige Main Coon kat, Remus, har været så grueligt meget igennem i løbet af sit korte liv. Han er desværre blevet “lavet” af en avler, som ikke går så højt op i sine kattes helbred. Inden for sit første leveår fik han fjernet alle sine tænder pga kronisk tandkødsbetændelse forårsaget af calici virus. Sidste forår blev han opereret for et løst knæ og i sensommeren fik han guldakupunktur for at afhjælpe smerter fra hofteledsdysplasi. Siden da han han haft en lang periode uden problemer. Han har nydt selskabet fra sin lillebror. Og det er da også den selv samme lillebror der nu, uden at ville det, er skyld i Remus’ nuværende kvaler. Altså, for første gang opsøger jeg dyrlæge pga noget der IKKE er avler-relateret. Men nu er det jo Remus vi snakker om så selv et bid i øret er ikke let overstået. Først skulle en byld tømmes. Men den hævede op igen så han blev opereret. Og nu er det så tilsyneladende galt igen. Min kollega, Søren, har efter at have set et billede af Remus’ øre bedt mig tage ham med i morgen. Jeg har sagt mange grimme ord, som jeg nok skal forskåne jer for. Bekymring og tristhed på Musens vegne over at ingenting er let for ham. Vi krydser fingre for en simpel løsning i morgen.
Nedenfor, min smukke Remus.
Så blev jeg den stolte og GLADE ejer af en MacBook computer. Yay! Jeg har længe bandet over min gamle bærbare og i særdeleshed windows. Langsomt og skal hele tiden opdateres eller have et eller andet bekræftet. Nu har jeg sammenlagt arbejdet med denne computer i omkring 12 timer og jeg har endnu ikke fået noget pop-up vindue!!! Fantastisk. Og når man åbner den og trykker på knappen så – VUPTI – computeren er tændt. Ikke efter et par minutter, eller sekunder, men med det samme! Jeg elsker min MacPuter!
Og når man så går hjemme og der ligger sne udenfor og det er koldt og man bare vil ned til sin kæreste på Gran Canaria så får man (hvis man er mig) læst en del bøger. Senest har jeg pløjet mig igennem Sophies Valg (uha, den er grum!) Isabel Allendes “Summen Af Vore Dage” og lige nu Barack Obamas “Arven Fra Min Far”.
Jeg ved det; jeg er en nørd!
