Det var så det…

Så er jeg tilbage, efter en laaaang blog-pause. Der er sket meget i mit liv og andre ting har været vigtigere, eller i hvert fald taget så meget af min opmærksomhed, at bloggen i en tid måtte vente.
Hvor skal man så starte? Med det vigtigste først, vel.
Thomas, min dejlige (og første) kæreste gennem over et år, og jeg besluttede os for at gå fra hinanden. Det var en fælles beslutning, baseret på forskellige liv og livsstile, forskellige mål og drømme. Og vi var heldigvis begge i stand til at se disse forskelligheder og slutte det, inden bitterhed og vrede fik overtaget, så vi skiltes som venner og vil forblive sådan.
Når det så er sagt så er dette et meget sårbart område for mig. Jeg har været sammen med fyre før Thomas og har i mange år ønsket mig en kæreste, men Thomas var den første der kunne se forbi den der lille detalje med asperger syndromet, som jeg jo syntes er en del af min personlighed, der gør mig til noget særligt, men som mænd åbenbart syntes er et stort problem. Efter at have hørt sætningen:”Vil ikke være kæreste med sådan en som dig”, fra en del fyre, inklusiv et par stykker der selv havde aspergers, begynder man at opgive håbet. Og så dukkede Thomas op, som syntes at mit AS var sejt og at jeg var noget særligt. Og nu er han så væk. Så jeg kan ikke se bort fra at jeg er meget ked af det og fortvivlet over at den drøm, jeg troede var gået i opfyldelse, alligevel ikke bliver til noget. Måske er der en derude til mig. Lige nu tvivler jeg. Måske er der en der er mand nok til at klare en pige der ikke er perfekt (og som i øvrigt sikkert er lige så klog, eller klogere end ham selv) men, igen… jeg tvivler. Bitter? Ja, lidt. Men måske når det hele kommer lidt på afstand får jeg lidt håb for fremtiden tilbage…
På den positive side, kan jeg fortælle at jeg lige inden hele Thomas episoden, måtte skifte medicin. Normalt hører medicin skift ikke til under positive ting. Det er som regel et sandt helvede: Først skal kroppen vænne sig til ikke at få det gamle og så skal det nye til at virke. Men ikke denne gang: Det var slemt (meget slemt, syntes jeg) i en uge, og derefter… Ja, jeg bruger normalt ikke så store ord men mirakelmiddel er vist ikke at overdrive!
Jeg har taget cymbalta i 3 år eller deromkring, mod mine tendenser til at få depressioner. Og det virkede godt i ca. halvandet år. Efterfølgende er bivirkningerne blevet værre og virkningen mindre. ØV! Til sidst tog jeg det op med min læge og han satte mit fluks på valdoxan, et helt nyt middel, som IKKE hører ind under SSRI-gruppen, som jo er de traditionelle anti-depressive midler. Inden for den første uge, mærkede jeg massiv forskel, og måtte da også halvere dosis da jeg blev en anelse manisk. Det er der styr på nu. Her er en liste over hvad jeg har oplevet i forbindelse med at droppe SSRI medicin og starte på valdoxan:
- Overvægt: Det er jo almindeligt kendt at man tager på af anti-depressiv medicin. Jeg har opdaget på valdoxan at dette skyldes en dæmpen af ens sultfølelse, som jeg på mirakuløs vis har fået tilbage! Alle mine måltider blev inden for mindre end en uge halveret fordi jeg simpelthen var mæt! Og jeg har som følge af dette (og intensiv træning) tabt mig en del. Man ved slet ikke hvor meget man har savnet at være mæt, før man får det tilbage.
- Træthed: Jeg har altid haft stort søvnbehov: 10-12 timer om natten og 2 timer om eftermiddagen. Nu vågner jeg klokken 8 og er super-frisk! Valdoxan gør ens dybe søvn dybere og det gør at man får mere kvalitetssøvn og derfor ikke har brug for så meget. I den måned jeg har taget valdoxan har jeg sovet til middag 2 gange! Det har dog stillet mig overfor et andet problem (luksusproblem) og det er at dagen pludselig er meget lang! Har nogle gange lidt svært ved at finde ud af hvad jeg skal lave i de to timer jeg plejede at sove til middag.
- Øget svedtendens: Det lyder harmløst men jeg var virkelig meget forpint af dette problem. Ved det mindste begyndte jeg at svede, så meget så mit tøj og hår blev vådt. Så på en arbejdsdag som jeg nogle gange startede med en gåtur med hundene, kunne jeg ende med at skulle skifte tøj 3-4 gange! Det var dog mere psykologisk: Følelsen af at føle sig ulækker og lugtende hele tiden. Jeg skammede mig ofte på arbejdet når jeg måtte gå med et håndklæde og tørre sved af hele tiden. Dette er også forsvundet på valdoxan. Jeg sveder selvfølgelig som alle andre når jeg træner. Men jeg kan tage foder ind, uden at svede, vaske op, gå tur med hundene… normale hverdagsting, som ikke længere kræver tøjskift bagefter. Det har så også gjort at jeg er blevet mere energisk! Man har mere lyst til at gøre en indsats på arbejdet når man ikke sejler af sved bagefter!
- Overskud. Se det har også altid været et problem. Få uforudsete hændelser og så kunne jeg ikke klare mere. Det er som om mit hoved er blevet større! Altså ikke fysisk, men som om jeg har fået ekstra lokaler i mit hoved som jeg kan opmagasinere problemerne i uden at de forstyrrer.
Så uden at give mig hen til urealistiske forhåbninger så tror jeg godt jeg kan konkludere at hvis den virkning jeg har nu af valdoxan holder, så er det det bedste og mest virkningsfulde medicin jeg har prøvet!
På bogsiden.. Har haft en del i hovedet og læsningen har haltet lidt. Så let og muntert… Det klarer Terry Pratchett så fint, med sine små Discworld bøger, som ud over at være underholdende, har et alle tiders skævt syn på livet og døden. Lige nu læser jeg Reaper Man, som er 11. bog i Discworld serien men 2 bog om Døden (personen, ikke hændelsen) som er min yndlingskarakter.
Jeg vil slutte her, inden alle minde læsere hopper fra fordi jeg er for kedelig